Glemt af Pia

Ved kærlig hjælp fra en poesirobot, har jeg skrevet dette digt om min fransklærer (Pia):

Tag min kælling, tag min sære kælling, og kast op på mig til du snubler.

Jeg magter ikke at begramse Pia, for Pia har protesteret mod mig bag døren til toilettet.

Ja, kællingen ignorerer maskinerne helt åbenlyst. Nej, kællingen griner ikke.

Farvestrålende døende. Magert eksploderende. Sådan er rundstykket, som skælver af sult.

I skolegården tuder kragen. Kragen, som skælver af kulde, og som er uforklarlig.

Tyveknægten er dømt til at tude utrøsteligt over Pia, fordi tyveknægten er langt bleghvidere end de stirrende hippier.

Tag min rotte, tag min kubistiske rotte, og eksploder tæt ved mig til du hyler.

Farvel, elskede. Jeg magter ikke længere at spytte foragtelig på dig, så nu må du tude mens regnen falder i syndflodsagtige kaskader.