Et forsinket vinterdigt

Alting er så frostklart
og tydeligt
når jeg rækker tungen ud
kan jeg smage kulden
som den hænger der i luften
og gør sig til
som fuglene der ikke vil ses
men gerne vil høres
og lade os vide at liver ar frostklart
klar til at vi
klæder os i det
c'est la vie
er det ikke tydeligt
er det ikke nydeligt

Lærred

Hvis udenfor er et maleri lige nu, har du glemt at male baggrunden.

Gud?

Hvem maler verden udenfor?

Du har glemt baggrunden.

Himlen er hvid med blot et stuk af gråt og træstubbene står foran i deres frosne vinterfrakker, de går ingen steder i det her vejr.

Det går alt sammen i et, svinder ind i den bundløse baggrund.

En horisontlinje i det mindste!

Gud?

Du har glemt noget.

There's no pleasing me

Det der med at sneen så småt er væk? Top nice!



Men fuck jeg hader regn.

Sneen smelter

Min mor siger, at da hun skulle hente rundstykker i morges, kunne hun høre vandet løbe igennem tagrenden. Hun kunne høre vandet løbe. Vandet løb. Vandet.

Bus/ventelse

Den uforudsete lyd
som sneen stadig laver uforudset
især da jeg kastede mig op ad vinduet og du så det
som den dommedag jeg digtede
midt ude på havet
i en vindmøllepark
hvor der var helt vindstille
og stille generelt

Jeg fucking hader sne

Titlen skulle have været i store bogstaver, men det havde en bedre æstetik i små. Bare vid, at jeg mener det i store bogstaver.

Sneen er blød i Viborg. Men når jeg cykler forsøger jeg alligevel at cykle i de riller andre cykler har lavet, for jeg magter simpelthen ikke at pløje mig igennem sneen.

Jeg magter det simpelthen ikke.