Bladene falder fra et træ, der ligner himlen
for det er højt og jeg holdt op med at klatre i det for længst.

Poltergejst

Jeg har altid gerne ville være et spøgelse

et poltergeist

Jeg har altid gerne ville hjemsøge

skræmme dig

Få din krop til at ryste i orgasmiske træk

uden at røre dig

Aldrig røre dig

Altid puste dig i nakken

hviskende ord

som fra antikvariske bøger

flygtende fra mine spøgelseslæber

Fugtige

Væggene bliver fugtige

når din svedende krop læner sig

i afmagt op af dem

Flygtige

mine ord er flygtige i din bevidsthed

som et evigt ekko

Altid der

Aldrig der

som et evigt ekko

Altid her

Aldrig her

Mit sidste meta-digt *indsæt dramatisk da da da dum musik*

Det kan gøres så
simpelt
Selvfølgelig
et blankt stykke papir
kan vel også være kunst
i dag
Jeg vil bare hellere
gøre noget
for meget
end at efterlade et mærke
der ikke er mit
som det her er
det her er mig
og det er mit sidste meta-digt

Med Gud (og hvem der ellers skulle læse dette) som mit vidne!

Jeg har i dag indgået en pagt med mig selv om, at jeg ALDRIG mere må skrive meta-digte. Dette indlæg står som stedfortræder for at blande blod med mig selv eller et eller andet andet for at vise at jeg er seriøs.